I de sidste par lektioner har vi i gruppen malet vores teater færdigt. I sidste lektion begyndte vi at male en "kopi" af baggrunden fra "Frøknerne fra Avignon"-maleriet, som skal males færdig i næste lektion.
Dette viser sig ikke at være helt så let, fordi man ikke kan se hele baggrunden, da frøknerne dækker noget af den. Derfor har vi været nødsaget til at bruge vores fantasi og tænke os til, hvordan det ville se ud, hvis kvinderne ikke var der.
Til venstre ses vores nuværende kopi af baggrunden.
I denne lektion har vi i gruppen været på jagt efter en kvadratisk papkasse til vores dukketeater. Da vi havde fundet en, brugte vi hobbyknive til at skære den om til den rette størrelse, og efter dette malede vi den sort udenpå, og det som skal være væggene, malede vi sølv.
I næste lektion skal vi male kassen færdig samt male den originale "Frøknerne Fra Avignon"-baggrund.
I den første lektion har jeg fundet ud af helt præcist hvilken gruppe jeg skal være i. I gruppen har vi brainstormet og kommet frem til hvad vi vil lave.
I gruppen har vi valgt at lave en parafrase af "Frøknerne Fra Avignon" af Pablo Picasso.
Vores idé er at lave "Frøknerne fra Avignon anno 2015". Vi har tænkt os at dulle nogle piger op, tage billeder af dem hver for sig foran en hvid væg stående i præcis samme position som de "originale frøkener", og så vil vi printe og klippe dem ud og lave dem til en form for dukker. Vi har tænkt os at lave en form for et dukketeater, hvor baggrunden skal være en kopi af baggrunden i maleriet. På siderne af teateret har vi planlagt at sætte et spejl op eller andet reflekterende materiale som f.eks. sølvpapir. Muligvis vil vi gerne have musik i baggrunden.
 |
| Prismesalen |
På museet følte jeg mig klart bedst tilpas i Prismesalen. Der var dejligt åbent med masser af naturligt lys. Sådan var det også i den runde bygning, men den store forskel mellem de to rum var dog akustikken. I prismesalen var der meget mere ro og derfor mere roligt - man kunne fokusere bedre på kunsten. Det var også et spændende rum at forholde sig i, da det var en blanding af statisk og dynamisk, med det firkantede rum og trekanten der pludselig ragede op.
Der er ingen tvivl om, at den del jeg bedst kan lide at være i på gymnasiet er den nyeste del. Det er langt mere lyst og åbent og derfor bidrager det til et bedre læringsmiljø. Den gamle del er mørk og indelukket og klasseværelserne er klaustrofobiske, og man føler sig derfor ikke godt tilpas. Der dannes rammer for fællesskab i den nye del med det store aula, hvor man kan lave gruppearbejde og spise i frikvarterende.
Den nyere del, som er bygget af C.F. Møller, synes jeg, er et okay at opholde sig. Der er i hvert fald mere lys og mere farverigt end den gamle del. Dog er det stadig ikke så åbent og venligt som den nyeste.
 |
| Moderne kirke |
Da jeg gik rundt i på museet, syntes jeg, at det godt kunne minde om en moderne kirke. Specielt i prisme salen var der den store vinduesvæg som bragte masser af naturligt lys og højt til loftet, som kunne minde om en kirke. I den rundebygning var der også højt til loftet og naturligt lys og den runde form skabte en form for fællesskab. Man skulle også forholde sig stille og roligt, specielt i den runde del, som kunne minde om den adfærd man har i en kirke.
Jeg kom ikke rigtigt til at tænke på et rituelt rum, da jeg gik i gymnasiet. Men den gamle del med 21- og 31-gangen, minder mig meget om en sygehusgang. Den meget lange gang har hvide vægge, ingen vinduer og et gulligt lys. Med nærmere eftertanke, kunne man også sige at aulaen kunne minde om en kirke. Igen er der højt til loftet og stort lysindfald.
Vi fik til opgave at lave vores egen bygning inspireret af dekonstruktivismen.
Først lavede jeg en skitse af en haj på normalt hvidt papir.
Derefter overførte jeg skitsen til både hvid og sort kardus.
Endeligt tegnede jeg tilfældige guidelines til hvor jeg ville klippe min haj over.
Dernæst brugte jeg mine små stykker papir, til at lave min bygning. Dette gjorde jeg ved at lime stykkerne fast til et stykke sort kardus, og løbende byggede jeg den opad. Til sidst fik jeg dette resultat:
De overvejelser jeg gjorde mig var, at jeg gerne ville bruge både buede former samt mere kantede, og på den måde lave noget spil i bygningen. Min idé var, at de steder hvor der er "hult", burde der være en form for glas.
Jeg har valgt at perspektivere min bygning til Operahuset i Sydney af Jørn Utzon. Operahusets buede og kantede former er noget som går igen i min egen bygning.
I billedkunstundervisningen har vi i de sidste lektionen arbejdet praktisk med croquistegninger og skulptur. Med udgangspunkt i en af vores skitser, skulle vi lave en skulptur i ostevoks, som enten var abstrakt eller realistisk.
Jeg har prøvet at lave min skulptur forholdsvis realistisk og lavet den i både hvid og sort ostevoks. Det hvide ostevoks skulle forestille de steder, hvor der er lys, mens det sorte forestiller der forestiller de egenskygger, som mennesket har, f.eks. under brysterne og balderne.
Så vidt som muligt prøvede jeg at holde mig til den originale skitse jeg valgte, og som kan ses i et tidligere indlæg. Dog har jeg lavet få ændringer, da der ellers ikke ville være plads til skulpturen på fladen(ny skitse kommer).
Med hensyn til arbejdsprocessen, som ses på billedet, startede jeg først med at opbygge min skulpturs "skelet"(billede 1) med ståltrådden. Jeg startede nedefra, altså med benene, hvor jeg hæftede fødderne og det ene skinneben fast. Derefter begyndte jeg at bygge på med ostevoks(billede 2 og 3). Også her startede jeg nedefra, da ståltrådden havde brug for noget støtte. Da jeg så var færdig med at opbygge figuren, færdiggjorde jeg de sidste detaljer, som f.eks. skygger. Endeligt var jeg færdig med skulpturen, som ses på billede 4.
Jeg synes, at min skulptur minder om skulpturen "Madonna Grigia" af Christian Lemmerz. Denne skulptur er klart realistisk, hvilket også er, hvad jeg er gået efter. Derudover har denne skulptur også egenskygger, som jeg også har prøvet at kreere. En skulptur, som jeg synes er en klar modsætning, er skulpturen "Gående Mand" af Giacometti. I dette tilfælde er skulpturen meget abstrakt og uproportionel.
Med billedkunstholdet var vi på ekskursion til Holstebro Kunstmuseum.
Alt i alt, synes jeg synes det var en rigtig god oplevelse. De værker som gjorde mest indtryk på mig, var dem som var meget abstrakte, da man skulle tænke sig om for at forstå dem. Det værk som gjorde mest indtryk på mig, var "Undrekammeret" af John Olsen, da det var det værk, som jeg arbejde med og derfor brugte mest tid hos.
I det man gik ind i det enkle men mørke kælderrum hvor installationen var, blev man meget overvældet. Rummet var fyldt med udstoppede dyr, kadavere, industrielt produceret "skrammel", derfor var det virkelig svært at finde meningen i denne installation. Efterhånden fandt vi ud af, at der dog var en sammenhæng mellem disse enkeltelementer. F.eks. var det måske en sten, som var fundet i naturen, med en form får gummibold ved siden af. Dette gjorde at man blev snydt til at tro, at denne gummibold også var fra naturen og ikke noget produceret.
Ud over sammenhængen mellem dette, var der også en farvesammenhæng i hvert af glasmontrene.
